Vi anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre accepterer du brugen af cookies.
Køb dine julegaver nu og byt dem frem til 10. januar 2019

Om S.T. VALENTIN

S.T. VALENTIN-vejen: Drop skolen, rejs til Indien, lej et kælderlokale…
S.T. VALENTIN var knap begyndt at trække vejret, før finanskrisen tog kvælertag på den nyetablerede modevirksomhed. Men med iværksætterånd og jysk arbejdsmorale kom stifterne Steffen Larsen & Nikolaj Valentin ud på den anden side med livet i behold.I dag kan de drømme om S.T. VALENTIN butikker i udlandet og colabs med prominente internationale brands.

Hvad er jeres baggrund for at arbejde i tøjbranchen?
Vi skal syv år tilbage, til 2007, hvor en vestjyde og en fynbo mødtes på en designskole på en mark i Herning! Som de eneste fyre på en ellers kvindedomineret årgang fandt vi hurtigt ud af, at vi var nødt til at holde sammen. Det viste sig hurtigt, at vi var skræmmende enige om mange ting og delte en stor passion for modebranchen. Vi havde begge et brændende ønske om at skabe noget, men der skulle gå et halvt år før lyset gik op for os. Under et projekt på skolen, hvor vi skulle forsøge at skabe vores egen fiktive virksomhed, blev vi tvunget til at tænke kreativt. Det var tydeligt for enhver at den bærbare computer vandt mere og mere frem, men der var ikke mange alternativer, når det kom til at pakke den pænt ind. Selv de smarteste fyre kom gående med deres meget funktionelle, men meget lidt pæne, computertaske, som de havde fået gratis med ved købet af deres ”lille ny”. Vi fik udviklet et ret enkelt, men farverigt sleeve og begyndte at bruge det hver eneste dag til og fra skole.
Det var ganske overvældende, hvor mange der spurgte til, hvor vi havde købt vores sleeves, og stille og roligt begyndte det at gå op for os, at vi muligvis havde ramt et hul i markedet. Kunne det være starten på vores iværksættereventyr? Ilden var tændt i vores øjne, og ingen fornuftige lærere eller forældre kunne slukke det, der var sat i gang. Vi søgte om orlov fra indkøbsuddannelsen og lovede, med krydsede fingre bag ryggen, at vende tilbage inden for et år og færdiggøre uddannelsen. I samarbejde med en designer fik vi tegnet en taskekollektion med en række unikke designs. Inden vi havde set os om, sad vi i New Delhi på et kontor omgivet af guld og marmor og ventede på ejeren af én af de største tekstilfabrikker i Indien. 21 år gamle og fuldstændig grønne sad vi i vores pæne jakkesæt og forhandlede priser med en inder, der snildt kunne have spist os.
En måned senere stod vi i Danmark med de færdige tasker, og det var fuldstændig ubeskriveligt at stå med vores eget produkt i hænderne. Vi havde skabt et produkt, der var skræddersyet til bærbare computere med den nødvendige support og funktionalitet, men vigtigst af alt: Vores design var elegant og eksklusivt, og lignede på ingen måde den klassiske computertaske. Vi fik booket møder med de førende danske tøjbutikker og tog sammen på landevejene for at vise vores hjertebarn frem. Modtagelsen var ikke til at tage fejl af! Vi havde fat i de bedste butikker i landet, og ALLE lagde ordrer uden at blinke. Vi satte gang i produktionen, og ca. tre måneder senere var vi klar til at levere vores første kollektion. Drømmen om en pæn økonomisk gevinst virkede inden for rækkevidde, og vi kunne næsten smage champagnen på tungen. Desværre ville skæbnen det helt anderledes, end vi havde forestillet os. Blot to uger efter at taskerne var blevet leveret til butikkerne, ramte den verdensomspændende finanskrise med et brag! Nu var der for alvor pres på vores stadig ret uerfarne skuldre.
De fleste butikker var i knæ og kunne ikke engang sælge deres mest profilerede mærker. Vi blev kimet ned af store desperate kunder, der ønskede at sende alle deres tasker retur! Vi stod på en skillevej, hvor der kun syntes at være to muligheder. Vi kunne enten give efter for det massive pres fra kunderne og formentlig se vores virksomhed kollapse, eller forsøge at vende skuden med en indædt tro på egne evner og ubeskriveligt hårdt arbejde. De første 3 år udbetalte vi ikke en krone til os selv, og vi måtte tage jobs ved siden af de mange timer i virksomheden for at få brød på bordet.
Vores redning blev et lille kælderlokale i udkanten af Aarhus Centrum, hvor vi i midten af 2009 åbnede vores første butik.

Hvorfor åbnede I butikken?
I begyndelsen af 2009 havde vi udvidet vores sortiment til at omfatte alt fra briefcases, weekendtasker, sleeves og punge, og havde flyttet hele produktionen til Tyrkiet. En aften blev vi ringet op af en god ven, hvis far ejede en bygning i Grønnegade, hvor kælderlokalet netop var blevet ledigt. På et lille hotelværelse i Istanbul, over en kop æblete, sad vi og overvejede vores muligheder. Der skulle tages en hurtig beslutning, da der allerede var en anden lejer i spil, så vi var nødt til at vende tilbage samme aften. Vi havde brug for et kontor, og det var samtidig en kæmpe mulighed for at åbne en butik sammen, en drøm vi begge havde haft i mange år. Tanken om at skabe vores helt egen salgskanal var fantastisk, og selv om det var en stor risiko at løbe på det tidspunkt, virkede det helt rigtigt i maven. Hvordan skiller butikken sig ud? Vi blev hurtigt enige om, at vi ville forsøge at skabe noget unikt, som ikke var tilgængeligt i Aarhus på det tidspunkt. Vi havde ikke verdens bedste placering, så det var ekstremt vigtigt, at vi bød ind med noget andet end alle de andre herretøjsbutikker. Vi havde fra begyndelsen en ambition om at være Aarhus’ førende specialbutik inden for herremode. Der var mange fine herretøjsbutikker på det tidspunkt, men alle syntes dog at have det til fælles, at det var de samme 4-5 mærker der dominerede alle steder. Vi havde selv oplevet, hvor svært det kunne være at komme ind i etablerede butikker under krisen, og vi havde lyst til at vise folk i Aarhus, at der var masser af spændende upcoming mærker derude. Idéen var at skabe en butik med vores eget og andre håbefulde mærker ud fra den tese, at det der står i nakken, ikke nødvendigvis er altafgørende for designet og kvaliteten.

Hvad er det specielle ved at komme ind i butikken?
Vores passion for at fortælle den gode historie omkring de mærker vi forhandler har altid betydet meget for os. Vi sælger mindst lige så meget oplevelsen, som vi sælger tøj, og det er vi meget bevidste om. Den gode service er altafgørende for os, og der skal altid være tid til kunden. Vi har oplevet alt for mange eksempler på lettere snobbede tøjbutikker, der har nok i sig selv, og det har vi svært ved at forholde os til. Vi er stolte over, hvad vi har opnået indtil videre, men er meget ydmyge omkring det og har fødderne solidt plantet i den jyske muld. Vi elsker at sælge klæder, men for os handler det mere om at skabe et livsstilsunivers end en egentlig tøjbutik. Vi bruger meget tid på at fortolke definitionen af den moderne gentleman og har bl.a. skabt begrebet: ”What a man should know”, hvor vi ’kloger’ os på nogle af de ting, vi mener en mand bør vide. Hvad enten det drejer sig om, hvordan man laver den perfekte ’Old Fashioned’, eller hvordan man brygger den bedste kaffe, er det noget vi tager stilling til.

Hvem er det der kommer i butikken?
Alle, der har lyst til at begive sig ind i vores univers, fanger vores interesse, og vi har brugt de sidste fem år på at skabe en masse personlige relationer til vores kunder. Nysgerrighed og engagement i andre mennesker og deres liv betyder meget for den måde, vi behandler vores kunder på. Vi dyrker det venskabelige element og bruger nok mere tid på kunderne end mange af vores konkurrenter. Vi oplever at de folk, der træder ind i vores butik, sætter pris på flot design og god kvalitet, samt nichemærker med en særlig historie.

Hvordan fastholder I kvaliteten af serviceniveauet i butikken, når I ikke selv står bag disken i lige så høj grad som tidligere?
Hele vores fundament hviler på åbenhed og god service, og derfor bruger vi rigtig meget tid på at uddanne vores personale efter de principper, der ligger til grund for vores måde at drive butikken på. Vi mener, at vi har fået skabt et rigtig godt team, som deler vores filosofi og forstår vigtigheden af at behandle alle kunder som venner af huset.

Hvilke mærker forhandler I og hvad er tankerne bag?
Alle vores mærker er nøje udvalgte, og vi er meget selektive omkring vores profil. Vi brænder for at formidle nye tendenser, nye spændende mærker og går ofte efter de svære styles frem for de sikre. Vi vil hellere være kendt for at udforske nye trends end at få skudt i skoene, at vi kører det hele for ’safe’. Udover vores eget mærke, butikken og webshoppen, driver vi også et tøj-agentur, hvor vi hjælper udvalgte tøj- og skomærker med at bygge deres mærker op på det danske marked. Vi har efterhånden draget en erfaring eller to på det område, og vi elsker at være med til at bygge nye, spændende mærker op fra bunden. Vi har disse mærker helt inde på livet og rådgiver dem også i forbindelse med design og produktion. Det betyder med andre ord, at vi kan stå 100% inde for det, vi sælger, og altid er på forkant med, hvilken retning mærkerne udvikler sig i. På nuværende tidspunkt forhandler vi bl.a. følgende mærker: Uncle Bright, Wood Wood, Han Kjøbenhavn, Les Deux, Soulland, Filippa K, Gant Rugger, Asics, Puma, Triwa, RAINS, Garment Project, BeoPlay, Arkk Copenhagen og Won Hundred.

Hvad er jeres planer/ønsker for fremtiden?
Vi har mange planer og har konsekvent gang i nye projekter. En klog mand sagde engang, at man aldrig skal lægge alle æg i samme kurv, og det er blevet en læresætning for os. Havde vi ikke startet butikken da vi fik muligheden, og kun satset på at sælge vores mærke igennem andre forhandlere, er det slet ikke sikkert, vi havde været her i dag. Samtidig er det også ekstremt vigtigt, at man ikke tager flere kurve i brug, end man kan nå at fylde op. Det er en balancegang, som vi hele tiden afvejer, men vi tror generelt på, at alle vores projekter er med til at holde os skarpe og konstant presser os til at optimere vores processer.

S.T. VALENTIN - international mode med rene skandinaviske linjer

Mange oxfordskjorter er strøget, slips bundet og sneakers snøret, siden vi tilbage i 2009 slog dørene op til S.T. VALENTIN og bød verden velkommen i vores ydmyge kælderlokale i Grønnegade, Aarhus, med intet andet end et lille sortiment og skyhøje ambitioner. I dag er S.T. VALENTIN en respekteret multibrand store med omkring 50 danske og internationale mærker, butikslokaler i Guldsmedgade 23 i Aarhus og en international webshop med originalt redaktionelt indhold. Vi vil nemlig være mere end en tøjbutik. Under parolen »What A Man Should Know« forsøger vi med egenproducerede style guides, lookbooks, collabs, festlige events, ’how to’-guides, magasiner - og senest med en bog - at formidle vores opfattelse af den moderne gentleman og inspirere til godt gentlemanskab.

I S.T. VALENTIN finder du derfor altid en blanding af klassiske essentials, tidløs mode og de nyeste trends fra kommende og veletablerede designere verden over.  

FAQ om navnet S.T. VALENTIN:

Mange spørger, hvordan man udtaler vores navn, og hvad det betyder. Siger man Sankt Valentin, Store Valentin eller S – T – VALENTIN? Navnet S.T. VALENTIN kommer fra navnene på de to grundlæggere og indehavere, STeffen Larsen og Nikolaj Valentin, og udtales altså S – T – VALENTIN.

Byens Bedste to år i træk

Vi er meget stolte af at have vundet AOA Byens Bedste to år i træk i 2015 og 2016!